Gruppechatten d. 13. oktober

blogindlæg

Gruppechatten d. 13. oktober

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 7 år 7 måneder siden

Som I måske ved, tuner vi her i oktober ind på familie, kultur og traditioner – og på torsdag skal vi ind i det snakke om pres. Måske oplever du et pres til at være på en bestemt måde? Det kan være, at dette pres kommer fra dig selv eller din familie? Eller måske oplever du et pres fra den danske (eller en anden) kultur omkring, hvordan du skal leve dit liv, hvem du skal være, og hvad du skal kunne? 
Lad os se lidt mere på, hvad vi f.eks. kan snakke om..

Pres fra forældre
Måske oplever du, at din familie og dig har forskellige forventninger til din fremtid? Det kan også være, at du føler dig presset eller kontrolleret af dine forældre? Måske har de en forventning om, at du lever på en bestemt måde, tager en bestemt uddannelse eller har en bestemt type kæreste?
Det er helt almindeligt og godt, at forældre sætter grænser og har ønsker for deres børns liv. Men hvordan kan man som ung navigere i egne, forældres og kulturens forestilling om, hvem man skal være, på den bedst mulige måde?

Seksuelt pres
Har du oplevet, at du har gjort noget, fordi du følte dig presset, men egentlig ikke havde lyst? Måske du har overskredet dine seksuelle grænser med en kæreste? Det kan også være, at du er bange for, at din kæreste slår op, hvis I ikke har sex?
Modsat kan det også være at du har lyst til sex, men at dine forældre, din religion eller andet har indflydelse på, hvordan du skal forholde dig til sex. Dette kan give nogen dilemmaer i forhold til sex og seksualitet, hvis du oplever at stå i et spændingsfelt mellem de to. 

Gæsterådgiver
Vi får besøg af en gæsterådgiver, som skriver om sig selv: 

“Jeg hedder Lone, og har arbejdet som familierådgiver og har netop afsluttet min kandidat i internationale studier. Her har jeg haft særligt fokus på at undersøge, hvordan det er at leve i et land, der måske ikke altid forstår ens kultur, påklædning, religion osv, og jeg har derfor en særlig viden omkring hvilke udfordringer og sammenstød, det kan give, når man fx både skal leve op til forventninger på studie/i skolen og andre forventninger i ens familie.”

Gruppechatten d. 13. Oktober 18-21
Som sagt skal vi snakke om pres. Vi kan snakke om noget af det, jeg har nævnt ovenfor. Men det kan f.eks. også være præstationspres. At der kan være et pres omkring at skulle have høje karakterer, en stor venneflok og mange venner på de sociale medier. Eller et pres forbundet med at der i høj grad er en alkoholkultur forbundet med sociale arrangementer, som gør at det kan være svært at sige nej.

Lone og jeg glæder os til at snakke med jer. 

De bedste hilsener,
Pernille

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program