Hjælp mig

brevkassespørgsmål

Hjælp mig

brevkassespørgsmål af
Mine
12 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Jeg har det som om at alle ser mig som fede Mine og jeg tager på hele tiden og jeg ligner en der virkelig har spist meget alle kigger på mig her er en fedebær og min familie vær gang jeg er sammen med dem har jeg det som om jeg skal gøre mig pæn og faktisk så kan jeg ikke holde med at spise, spiser når jeg ikke er sulten og hvorfår kunne jeg ikke være sådan en der ikke spiser hvad skal gøre. 4 måneder siden havde jeg tabt mig helt vildt og jeg så flot ud men nu er jeg grim . Alle er mega tynde i min mors famile og jeg er bare en fejltalse jeg er den tykkeste af dem og jeg bliver vildt ked af det i min fars familie er de lidt større men så er de alle sammen så smukke hvorfår kunne jeg ikke være tynd og lækker.

Svar: 

Hej med dig. 

Det lyder ikke til at være særlig rart at føle på den måde, som du føler for din krop lige nu. Jeg håber, at mit svar kan berolige dig lidt, så du ikke skal være så utilfreds med dig selv. 

Det er meget almindeligt at være utilfreds med vores krop. Især for piger i din alder, der oplever mange forandringer. Nogle oplever at blive større, fordi de går ind i puberteten. Kroppen producerer bryster og mange oplever at få bredere hofter. Det er ikke noget, du kan gøre noget ved og det er en naturlig del af at blive til en kvinde, der en dag skal kunne føde. Det er det, kroppen gør sig klar på, når piger får bryster og bliver bredere. 

Det er selvfølgelig stadig meget vigtigt ikke at blive overvægtig. Nu ved jeg ingen ting om din krop som sådan og jeg vil fortælle, at mange tynde eller normale piger er utilfredse og synes, at de er for tykke. Når det sker, så er det hele inde i hovedet, fordi vi er så vant til at sammenligne os med de meget modeller, vi ser i fjernsynet og overalt på internettet. Mange i din alder er heller ikke begyndt at få store bryster og hofter, så når du sammenligner dig med de piger i klassen, der ikke er kommet så langt, så vil de også kunne fremstå meget tynde i forhold til dem, der er begyndt at mærke puberteten mere. 

Alligevel vil jeg sige, at vi også selv er med til at styre, hvordan vi ser ud. Du skriver, at du ikke kan holde op med at spise og at du før har tabt dig. Derfor tænker jeg, at der godt kunne være nogle ting, du selv kan ændre på. Jeg ved, at det er rigtig svært og det kræver en indsats. Men jeg ved også, at du før har tabt dig, så det kan godt lade sig gøre. 

Det værste man kan gøre er at gå på slankekur og sætte helt urealistiske mål. I stedet for at gå på slankekur er det vigtigt at lave nogle tiltag, der gør, at dine rutiner med at spise for meget bliver brudt. Nogle oplever, at det er rart at finde en fritidsaktivitet, der gør, at man har noget at lave, så man ikke keder sig og ender med at spise for at holde sig i gang. Det er også vigtigt at bevæge sig nok. I Danmark er vi meget dårlige til at sørge for at bevæge os hver dag. Måske har du idræt i skolen, men børn skal faktisk bevæge sig 1 time hver dag. Det behøver ikke være hård motion, men det er vigtigt at røre sig. Måske kan du gå nogle ture. Det kan være rigtig fint at have nogle aftaler, som gør, at du kommer afsted. Måske vil din mor gerne til at være mere aktiv? Eller du kan spørge en veninde, om I skal gå nogle ture om ugen sammen. Du kan også høre, om der er nogle i din eller dine forældres omgangskreds, der har en hund, der skal luftes engang imellem. På den måde får man lavet en aftale, som man ikke lige springer over, fordi det er mere hyggeligt at blive inde. Mange der begynder at være aktive bliver så glade for det, at de får lyst til at bevæge sig hver eneste dag. 

Mit råd vil også være at fortælle din mor om dine tanker om din vægt. Det er rigtig svært for dig at styre, at du får sund mad, fordi det måske ikke er dig, der bestemmer, hvad I spiser. Du kan også spørge din mor, om hun ikke vil lade være med at købe usunde ting, som står til rådighed for dig. Så er det lettere at lade være med at spise, fordi de ting der er ikke er så lækre. Hvis der altid kun er rugbrød eller grøntsager, er det lettere for os at holde os fra det og hvis man alligevel spiser lidt for meget af det, vil det ikke fede så meget som hvidt brød eller slik. 

Her til sidst vil jeg også lige gøre opmærksom på, at din krop som 12-årig slet ikke er færdigudviklet. Det er ikke til at sige, hvordan du kommer til at se ud, når du er færdig med at vokse og udvikle dig. Det lyder til, at du har nogle gode gener med både slanke og smukke mennesker og derfor tror jeg heller ikke på, at du kun er tyk og grim. Det er ofte sådan, vi ser os selv, men det er ikke sådan, virkeligheden er. Husk også på at du kun er 12 år og derfor ikke skal tænke så meget over de her ting. Fortæl dine forældre hvordan du har det og overlad til dem at sørge for, at maden der kommer på bordet er sund og at der ikke altid skal være lækkert mad, som kan friste dig. Det er nemlig rigtig vigtigt også at sørge for at være et barn og ikke have så mange bekymringer. 

Jeg håber, at du kunne bruge mine råd og jeg vil ønske dig held og lykke. 

De bedste hilsner 
Signe M. 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program