idk

brevkassespørgsmål

idk

Hej. Jeg er diagnosticeret med moderat depression, og spiseforstyrrelse (og social angst). Jeg går i behandling i psykiatrien, og sygeplejersken og den læge jeg snakker med der, nævner hver gang, at jeg har mulighed for at blive indlagt. Jeg har ofte selvmordstanker, og selvskader også en del i perioder. Jeg er overbevist om, at det ville hjælpe med indlæggelse, men jeg har aldrig prøvet det før, og tanken om det skræmmer mig. Jeg har rigtig meget brug for at have kontrol over det jeg kan have kontrol over - fx selvskade og hvad jeg spiser. Jeg er også bange for, at min familie, mine venner og min klasse skal finde ud af det, især fordi jeg ikke ved hvor længe. Jeg hader at have det sådan her, og jeg ønsker, at jeg ville blive dræbt ved at blive kørt ned eller noget i den stil. Jeg har ofte ondt af min familie og venner over, at jeg er i deres liv. Selvom jeg godt ved, at de elsker mig osv. Sygeplejersken har nævnt, at jeg altid kan ringe til den sociale skadestue, og vi har også skrevet det på min kriseplan, men jeg vil helst ikke forstyrre, for der er helt sikkert nogle, der har det værre end mig. Det påvirker mit liv rigtig meget, især i skolen har jeg svært ved at følge med, og være social i længere tid. I nogle af vores pauser går jeg ud på wc for at få lidt fred. Jeg har ikke meget lyst til at indrømme det, men jeg tror, at jeg har brug for meget mere hjælp end hvad jeg får lige nu. Men jeg tør ikke sige det højt. Jeg tør heller ikke fortælle det til mine venner, jeg er bange for, at de vil dømme mig, eller se anerledes på mig. For dem vil jeg bare gerne fremstå glad og normal. hilsen vic

Svar:

Hej Vic,

Først og fremmest synes jeg, at det er modigt af dig, at skrive her ind. Jeg vil skynde mig at sige, at du bestemt ikke er den eneste, som har det sådan. Der er faktisk rigtig mange unge, som har eller har haft det på samme måde som dig. Man vil som ung ofte forsøge at passe ind i de rigtige kasser, fordi det betyder meget, at man ikke er for anderledes ift. de andre. En strategi til det, er at man forsøger at skjule, hvordan man i virkeligheden har det. Der er ingen som siger, at du skal fortælle dine venner det hele, men ofte kan man blive overrasket over, hvor mange der har det på samme måde eller kan genkende det. Det, jeg gerne vil frem til, er, at man bryder tabuet ved at tale om det. At tale om det, der er svært, hjælper til at normalisere, at det er okay ikke altid at være okay. Jeg kan godt forstå, at du måske ikke synes, at din klasse skal vide det, eller at det kan være grænseoverskridende, at fortælle dem om, hvorfor du måske ikke kommer i skole. Men omvendt minimere man evt. rygter og usandheder, når man er åben omkring sin situation. Du skal naturligvis kun fortælle din klasse om din situation, hvis du har mod på det, men jeg er sikker på, at fordelene ved det overstiger ulemperne.

Ift. indlæggelsen kan jeg godt forstå. at det kan virke skræmmende. Det kan det tit være, når det omhandler nye ting vi ikke har prøvet før. Hvis du ikke allerede har gjort det, synes jeg det ville være en god idé, at tale med sygeplejersken omkring de spørgsmål og tanker du har angående indlæggelsen. Så derfor tillader jeg mig at undlade at gå dybere ned i det, da sygeplejersken og psykiatrien kender dig og din sag bedre end jeg, og derfor har mulighed for at kunne guide dig bedst muligt.

Du skriver, at du ville ønske, at du blev dræbt ved at blive kørt ned. Jeg bliver nysgerrig på, om det er en reel tanke, om et ønske om ikke at være her længere eller om det mere er en følelse af, at være træt af det hele? Uanset om det er det ene eller det andet, så er det stadig nogle store følelser at være alene med. Jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at have det sådan. Dog er det mere alvorligt, hvis der er tale om et reelt ønske, og måske er netop det et godt argument for at tage imod behandling. Og så håber jeg, at du vil huske på, at selvom det hele er træls lige nu og dagene virker mørke og tunge, så kommer der lysere og bedre dage, også selv om de er langt væk lige nu.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

mv. Anja fra Cyberhus