Jeg kan ikke stoppe med at pjække!

brevkassespørgsmål

Jeg kan ikke stoppe med at pjække!

Hej

Jeg er en pige på 15 år, jeg skriver herinde fordi jeg godt kunne bruge noget gode råd..

jeg pjækker, jeg har gjordt det i omkring 2 år nu. Det er jo i sig selv et stort problem, men jeg kan ikke lade være! Jeg kan sidde midt i en time og så komme til at tænke på hvor fedt det kunne være at være hjemme og lave et eller andet sjovt, og når den tanke først er kommet, kan jeg ikke komme af med den, og jeg får en utrolig stærk trang til at tage hjem! Jeg kan simpelthen ikke lade være! man kan vel sammenligne det lidt med at være afhængi af stoffer eller at ryge, det kræver så utrolig meget at lade være. Det der er med det her problem er at jeg kan ikke finde noget der ligger til baggrund for at jeg ikke har lyst til at være der, jeg har en masse venner, jeg får relativt gode karaktere og jeg kan godt lide at være i skolen. Folk siger hele tiden at jeg bare skal tage mig sammen og at det bare er ren og skær dovenskab, men det føles ikke som dovenskab, jeg kan godt føle forskel på når jeg er for doven og når jeg har trang til at gøre noget, og det her er en trang. Det er ligesom at sige til en der her brækket benet at hun bare skal tage sig sammen og gå en tur, det kan hun ikke, ligesom at jeg ikke bare kan tage i skole. Men der er ingen der forstår mig! Og jeg kan godt lidt se at det ser underligt ud, men jeg vil så utrolig gerne af med det her problem, og det er super frustrerende at der ikke er nogle der forstår hvordan jeg har det. Min mor og skolen er klar over at jeg ikke dukker op til mange af timerne, men min mor bliver bare sur på mig og laver en masse regler og rammer, og jeg ved godt at det er fordi at hun vil mig det bedste, men det hjælper ikke særlig meget at få skælud hele tiden over noget jeg ikke kan gøre for. Jeg har prøvet alle muglige forskellige ting, jeg har prøvet at lave en liste med ting jeg kan lide ved skolen, og så kigge på den hver gang jeg ikke har lyst til at være der, men det hjalp ikke, så har jeg prøvet at lægge tøj frem til næste dag og gjort det overskueligt for mig at gøre mig klar om morgenen, det hjalp heller ikke, så har jeg prøvet at snakke med mine venner og min kæreste om det når jeg havde lyst til at gå hjem, det hjalp heller ikke. Tit om morgen kan jeg ikke engang komme ud af sengen fordi jeg virkelig ikke har lyst til at tage i skole, men der har jeg fundet ud af at hvis jeg sætter noget musik på hjælper det med at komme op og gøre mig klar. Men det stadig ikke sikker at jeg tager i skole bare fordi jeg er kommet op og det er heller ikke sikkert at hvis jeg kommer i skole at jeg så bliver deroppe. Lærerne har også givet mig lov til at slippe for at fremlægge og sådan nogle ting så at det ville være nemmere for mig at være der, men det hjælper heller ik. Jeg føler bare at jeg ikke kan komme ud af det her..

Kh M

Svar:

Kære M

Lad mig starte med at sige, at jeg synes, at du fortjener kæmpe stor ros og masser af highfives, for at du faktisk virkelig prøver, og at du gerne vil stoppe med at pjække. Det kræver altså noget at indse og at indrømme, at det man gør måske ikke er helt smart eller logisk, men det kræver endnu mere, at man selv forsøger at ændre det på, så jeg synes virkelig, at du er sej. Jeg er ked af at høre, at du ikke helt har fundet vejen endnu, men jeg synes stadig, at det er så fedt at høre, at du prøver, og at du er motiveret for at finde en løsning. Det er bare så vigtigt!

I forhold til hvad du kan gøre, som måske kan hjælpe, så tænker jeg på, at det lyder som om, at du forsøger at gå all-in fra start. At du har besluttet dig for at fra nu af, så skal du ikke pjække mere, og selvom det ville være virkelig fedt, hvis det kunne lade sig gøre, så tænker jeg også, at det måske er svært. Du skriver, at du har pjækket i 2 år nu, og jeg tænker, at det på den måde måske kan være blevet lidt en "vane" og vaner kan være svære bare at bryde med. Derfor tænker jeg, om det måske kan være en idé at dele dit mål om at stoppe med at pjække op i nogle mindre trin, som du så kan arbejde dig igennem? For eksempel kunne det måske være at starte med at sige, at målet for næste uge er at pjække maks 3 gange, eller hvad der nu er realistisk i forhold til, hvor meget du pjækker nu? Når det så er lykkedes i noget tid og du føler dig klar, så kan du måske gøre det mindre og sige maks 2 gange om ugen? Og måske skridtet efter det er at sige, at nu er målet at møde ind i skole hver dag og maks gå hjem 3 gange på en uge og så videre? Jeg håber, at det giver mening.

Jeg tænker også, om det kan være en idé at få lidt hjælp af andre. Måske du f.eks. kan aftale med nogle veninde, at I følges i skole? Jeg tænker, at det på den måde kan være lidt ligesom folk, der aftaler at løbe sammen med en anden, fordi det så er lettere at komme afsted, fordi man ikke vil "svigte" den anden. Det kan også være, at det kunne hjælpe at have en "gulerod" i slutningen af dagen, som du kun må få, hvis du er blevet i skolen hele dagen. F.eks. at du kun må tage til en fritidsaktivitet, hvis du er blevet i skolen hele dagen eller lignende. Min tanke med det er, at nogle gange så er det nok at være motiveret til at gøre noget for vores egen skyld, men andre gange så har vi brug for, at der også er en mere materiel belønning, så måske det kunne gøre det lettere her i starten, hvis du havde begge dele? Altså både lysten til at komme afsted, men også en form for belønning, hvis du gør det.

Ud fra dit spørgsmål så er jeg lidt i tvivl om, hvor meget du har talt med din mor og andre voksne omkring det her med at pjække. Ved de voksne godt, at du faktisk prøver at lade være? Hvis ikke så tænker jeg, at det kunne være en rigtig fin idé at fortælle dem det, så din mor f.eks. kan støtte og hjælpe dig i stedet for at skælde ud, når det så ikke lykkedes?

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du snart finder noget, som kan hjælpe dig med at stoppe med at pjække. Jeg krydser alt, der krydses kan, og jeg tror på dig. You can do this!

De bedste hilsner,

Amanda