Tror en pige fra min klasse kan lide mig?

brevkassespørgsmål

Tror en pige fra min klasse kan lide mig?

brevkassespørgsmål af
Andreas (Dreng)
13 år
Oprettet 6 år 3 måneder siden

Hej Cyberhus :) Det hele begyndte her for en uges tid siden hvor min sidemakker (en pige) gav mig hendes flødebolle som vil havde fået fordi der var en der havde fødselsdag? Tænkte ikke så meget over det men dagen efter spurgte hun om vi skulle arbejde sammen i Engelsk (Er heller ikke den bedste til Engelsk så forstår ikke helt hvorfor)? Sagde jo selvfølgelig ja for at være lidt høffding. Der jeg kommer hjem tænker jeg lidt over hvorfor hun spurgte mig (da vi ikke normalt arbejder så meget sammen). Jeg ved ikke så meget om hende da jeg ikke rigtigt snakker/snakkede så meget med hende. Jeg ved heller ikke om det bare er fordi hun synes jeg kan være en god ven? Tror jeg muligvis har hende på Snapchat. Synes du jeg skal prøve at sende en snap eller 2 til hende? Som sagt ved jeg ikke så meget om hende og ved ikke om hun allerede har en kæreste? Men mit spørgsmål er endeligt: Tror du at hun kan lide mig og synes du jeg bare skal prøve at sende en snap til hende? (Har aldrig send/modtaget en fra hende) Ved godt det kan lyde lidt mærkeligt at jeg har tænkt så langt, men tænker bare meget over sådan noget ;) Hilsen drengen der ikke ved om pigen kan lide mig :)

 

Svar: 

Kære dreng, der ikke ved, om pigen kan lide ham

Mange tak for dit brev. Dejligt, du skriver her ind, så jeg kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre i din situation. 

Jeg kan godt forstå, du er lidt i vildrede om, hvad du skal stille op med din sidemakker. Er hun vild med dig, eller vil hun bare være venner? 
Ud fra de ting du skriver, at hun gør, så lyder det bestemt til, at hun prøver at fange din opmærksomhed. Det kan være svært at finde ud af, om hun kan lide dig uden at spørge hende direkte, men der er nogle andre ting du kan prøve, for at finde ud af det.
En god start kunne være at snakke mere med hende i skolen og tage kontakten til hende. Nu har du oplevet, at hun har henvendt sig til dig flere gange, så måske du kunne prøve, at tage initativ til at spørge hende, om I skal være makker sammen næste gang, I skal lave gruppearbejde. Det kan også være, du har mod på at tage kontakt til hende i frikvarterende og hænge lidt ud med hende der. Jeg ved godt, at det kræver meget mod - men hvis hun tør komme hen til dig, så må du vise hende, at du også tør komme hen til hende. Måske kan du spørge hende, om I skal spise sammen en dag? Eller følges hjem efter skole? 

En anden måde, som du også selv er inde på, er at du kunne skrive til hende over de sociale medier. Selvom I måske ikke har snakket sammen før over snapchat, og hvad du nu ellers bruger, så synes jeg bare, du skal kaste dig ud i det og sende en en snap. Du kunne måske bare starte med at spørge lidt ind til, hvad hun laver, og om hun har haft en god dag. Du kan også spørge lidt ind til hendes interesser. Det kan piger godt lide, når drenge er interesseret i de ting, som de går og laver. 

Jeg ved godt, det hele lyder meget grænseoverskridende, men synes bare, du skal kaste dig ud i det. Vis hende, at du også er lidt interesseret i, hvem hun er. Ingen siger, I skal blive kærester lige med det samme. Det er altid fint at starte som venner og lære hinanden at kende. Nu kender jeg jo heller ikke dine følelser til hende, så et venskab vil helt klart være en rigtig god start. Hvem ved, måske bliver det til mere hen af vejen. 

Her til sidst, vil jeg ønske dig held og lykke med det hele. 
Jeg håber, du tør kaste dig ud i det, og at noget godt nok skal komme ud af det. 

Mange knus, 
Anna

AnnaIMs billede
Anna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program