Sex

brevkassespørgsmål

Sex

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 7 år 8 måneder siden

Hej 

mig og min kæreste har snart været sammen i 8 månder og jeg kunne godt tænke mig et blowjob af hende og så vil jeg gerne se hende nøgen og jeg ville gerne have sex med hende 

Svar: 

Hej med dig,

Hvor er det dejligt at høre at dig og din kæreste har været sammen i 8 måneder. Det tyder på, at I er glade for hinanden :-)

Det er helt naturligt at man bliver mere og mere interesseret i sex og piger, når man kommer i puberteten, og det er derfor også helt normalt at du har disse ønsker og lyster. Du skriver i dit brev ikke så meget om, om det også er noget din kæreste har lyst til og om det er noget I har snakket sammen om. Sex skal helst være en god oplevelse for begge og noget som man gør når man føler sig helt klar til det. Det er derfor vigtigt at man er sikker på at ens kæreste også har lyst og er klar til det. Sex kan være skræmmende når man ikke har prøvet det før og selvom man kan have rigtig meget lyst til det, så kan der være forskel på om man har lyst til det i tankerne og så til rent faktisk og være klar til det i virkeligheden. Uanset hvad, så tror jeg I bliver nødt til at snakke om det før I gør noget, så I er sikre på at I begge har lyst til at have sex med hinanden.

Faktisk så er gennemsnitsalderen i Danmark for at have sex første gang 16,5 år. Det betyder at nogle er lidt yngre, mens andre er ældre. At være 12 år første gang man har sex er en meget ung alder. I Danmark er det sådan, at den seksuelle lavalder er 15 år. Det betyder, at man har vurderet at man kan overskue konsekvenserne af at have sex når man er 15 år. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, men den seksuelle lavalder er ikke sat for at være irriterende eller på tværs. Den er lavet fordi man har fundet at for at man kan sikre sig at man kan vurdere om man er klar til sex, så skal man være 15 år. Jeg kan selvfølgelig ikke beslutte om du og din kæreste skal have sex, men jeg vil råde jer til at vente nogle år. Det betyder jo ikke at I ikke godt kan blive ved med at være kærester og lære hinanden bedre at kende. Sex har det med at blive en bedre oplevelse, hvis man kender hinanden rigtig godt og også kender sig selv rigtig godt.

Mange mennesker synes det er rart at onanere som en måde at lære sig selv og sin krop at kende. Det er en god måde at finde ud af hvad man godt kan lide og hvad der føles godt. Det kan være du allerede gør det?
Onani kan også nogle gange lige tage den største trang, så det ikke fylder helt så meget når du er sammen med din kæreste. På denne her side står der mere om drenges onani, hvis du er interesseret i at læse mere om det.

Det er som sagt helt normalt at den slags tanker begynder at fylde mere og mere. Det er der intet unaturligt i!

Med venlig hilsen,

Astrid  

 

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program