Når man mister kontrollen

blogindlæg

Når man mister kontrollen

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Tusind tak for at I deler!

Gruppechatten i torsdags handlede om selvskade og spiseforstyrrelser. Det er et følsomt emne, og det kan være virkelig svært at skulle åbne op overfor andre. For nogen handler det om at oplevelsen, følelsen eller tankerne bliver mere virkelige når man begynder at sætte ord på dem, og særligt hvis man skal udtale ordene. Derfor kan det være nemmere på skrift, og så er det rigtig fedt at I kan bruge gruppechatten til at dele det svære, og på den måde øve jer i at sætte ord på overfor andre. 

Kontrol af smerte

Vi talte en del om at selvskade og også spiseforstyrrelser handler meget om kontrol, og at det nogle gange kan være en reaktion på at alting er kaos. For kaos er ubehageligt, og det er forståeligt at man så griber efter noget konkret man kan kontrollere - som f.eks. hvad man spiser eller den fysiske smerte man føler. En af jer skrev: "Fordi det virker som en “god ide” når man gør det, eller det er i hvert fald nogengange nemmere hvis det er psykisk smerte, at smerten så bliver flyttet til noget fysisk. Jeg synes fx fysisk smerte er nemmere at håndtere"

Og måske hjælper det endda. I hvert fald i kort tid. Men så kommer kaos tilbage, og måske bliver det endda endnu værre, fordi man ikke er stolt over at skade sig selv. Og så pludselig har man ikke længere kontrollen over selvskaden. Selvskaden overtager kontrollen. Der var en af jer som har oplevet det på egen krop, og som nu har haft held med at stoppe, der skrev: "At jeg fortryder at jeg nogensinde gjorde det, og for guds vil håbe ingen af jer herinde der ikke har gjort det, begynder på det."

Gruppepres

I den forbindelse talte vi også at der findes grupper og "fællesskaber" online, hvor selvskaden eller spiseforstyrrelserne er i centrum, og hvor man ligefrem kan føle sig presset til enten at starte eller fortsætte. En af jer skrev: "Folk opfordre hinanden til at skade sig værre og dybere, bliver vrede hvis folk snakker om at stoppe og sådan."

Ligesom at det sociale fællesskab kan være støttende og tilbyde lindring og hjælp, så kan det have den modsatte effekt, og særligt gennem de sociale medier, er det svært at se præcis hvilken konsekvens det har. Desværre er det noget som rigtig ofte er usynligt, og som kan være svært at forstå for voksne (både forældre, pædagoger, psykologer eller lignende), selvom det burde være noget vi snakkede åbent om. 

Så det vil jeg gerne invitere til her på bloggen

Jeg vil meget gerne høre om jeres erfaringer med hvordan de sociale medier (eller bare nettet i det hele taget) har påvirket hvordan I har det. Det kan både være på den gode måde eller den dårlige, og der er som sådan ikke noget korrekt svar. Men det digitale er bare blevet så stor en del af livet, og det vil være mærkeligt, hvis det ikke påvirker. Så skriv meget gerne en kommentar her på bloggen. 

I næste uge

Næste gang handler chatten om kroppen, og det er Rådgiver Sophie der har æren af at chatte med jer. Jeg er tilbage igen d.8 november, hvor vi skal chatte lidt om dét at blive voksen. Husk at du skal lave en bruger på Gruppechat.dk for at være med. Din bruger er stadig anonym. På torsdag kl.18-21, finder du gruppechatten ved at klikke på "Chat med alle" :)

Jeg glæder mig til at chatte med jer igen!

Kærlig hilsen

Rådgiver Signe

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program