Højde

brevkassespørgsmål

Højde

brevkassespørgsmål af
Carl Gustav
12 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Jeg er en dreng på 12 år og jeg er mega høj jeg er 179 føler mig mega høj i forhold til de andre og hvad så når jeg blir 16 er jeg så over 2 meter er det normalt at være så høj

Svar: 

Hej med dig Carl Gustav!

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at være højere, end de fleste andre drenge på din alder er lige nu. Der sker så meget i den alder, du har lige nu, og der skal ingenting til, før man bliver usikker. Der er dog intet galt i at være høj i en alder af 12 år, og heller ikke når du bliver 16 eller 20 år for den sags skyld. Højde er ligesom alt andet ved os enormt forskelligt. Nogle er små, nogle er høje, nogle er midtimellem, ligesom nogle er lyshåret og andre mørkhåret. Det, der binder os allesammen sammen, er, at vi stort set allesammen er usikre på et eller andet. Jeg er sikker på, at de lidt lavere drenge i din klasse ville ønske, at de var ligeså høje som dig, ligesom at nogle af de lyshårede ville ønske de var mørkhåret eller omvendt. Som sagt så skal der virkelig intet til at blive usikker og ønske, at man bare var ligesom alle de andre, men sandheden er, at ingen af os er ens og er som alle de andre. Vi er forskellige på alle måde, det overhovedet er muligt, at vi kan være forskellige på. Hårfarve, øjenfarve, højde, bredde, livret, yndlingsfarve, stemme, yndlingsmusik, skostørrelse og så meget andet, og selvom det kan være svært, så tror jeg, at det ofte ville være godt, hvis man øver sig i at se på de ting, man er træt af, som noget positivt. Som det der gør dig til dig og dine venner til dem, for hvor ville verden være et kedeligt sted, hvis vi alle var ens.

Jeg tænker også, at det måske føles ekstra slemt lige nu, da det ikke er sikkert, at dine kammerater er kommet i puberten endnu. Puberteten er nemlig en periode, hvor de fleste vokser mest. Altså kan det sagtens være, at det over de næste par år udligner sig lidt, og at du ikke vil føle, at der er så stor forskel på din højde og de andre drenges, som der måske er lige nu.

Til sidsts giver du også udtryk for, at du er nervøs for, om du kommer til at være 2 meter, når du bliver 16, og selvom jeg gerne vil give dig et svar, så kan jeg desværre ikke det. Nogle stopper med at vokse tidligt, mens andre vokser i mange år, så jeg kan ikke fortælle dig, hvor høj du kommer til at blive, men jeg kan fortælle dig, at om du forbliver 180 eller ender på de 200 cm, så er det okay. Det kommer ikke til at betyde mere, hvis du er 2 meter høj, end det gør, hvis din bedste kammerat som 20-årig er 1.80 meter høj. Du kan stadig gøre alt det, du drømmer om. Der findes store sportsstjerner (Peter Crouch, Usain Bolt), musikere (Calvin Harris, Wiz Khalifa), skuespillere (Dwayne "The Rock Johnson, Joe Manganiello) og alt mulig andet, som er omkring 2 meter høje, så hvis de kan, så kan du også. Uanset hvor høj du bliver!

Jeg håber, at mit svar kan give dig lidt ro i maven!

De bedste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program