Klassetur uden mig?

brevkassespørgsmål

Klassetur uden mig?

Hej med jer i cyberhus. Jeg håber I kan give mig nogle råd. Jeg er en mand på 19 år, som er igang med en videregående uddannelse. Min klasse er ved at snakke om en tur til sommer. Det bliver måske til et af østlandene eller Holland/Belgien, men det er ikke planlagt færdig endnu. Klassen planlægger det uden at lærerne skal med. Det er en af de andre, som kender en der kan køre os i bus og det bliver ok billigt. Jeg vil selvfølgelig gerne med, men jeg tør ikke fordi jeg er usikker på de andre. Nogle af dem snakker om at feste igennem. Jeg kan ikke lide at drikke fordi jeg bliver meget svimmel af det. Det er slet ikke rart for mig. Jeg har en lille hjerneskade og noget med nerverne, men er altså ikke dum eller spasser. Det er bare at jeg let bliver svimmel og at jeg har brug for at have en at holde fast i nogle gange. Jeg plejer at følges med en når jeg skal gå langt, f.eks. fra biologilokale og over til kantinen som er cirka 150-200 meter derfra. Det er nemt fordi vi skal den samme vej hver dag. Han støtter mig og vi står stille når jeg bliver svimmel så jeg ikke besvimer. Jeg er bange for om jeg bliver "glemt" på klasseturen, når der ikke er de samme vaner med at støtte mig og jeg ved heller ikke hvem der tager med eller ikke tager med. Jeg ville gerne at der bare var en enkelt person, som jeg kunne stole på og som hele tiden var der til at støtte mig. Jeg synes bare ikke at jeg kan forlange det af nogen fra klassen. De skal jo også selv opleve turen og drikke hvis de gerne vil det. Jeg kan ikke få mig til at spørge dem. Jeg føler mig bare totaly lost og lige nu tænker jeg at jeg er tvunget til at blive hjemme. Jeg har spurgt inde på kommunen om jeg kan få en person med som støtte på turen, men de siger at jeg kun kan få hjemmehjælp til rengøring i lejligheden og det gider jeg ikke. Jeg har en nabo som støvsuger for mig, fordi jeg bliver svimmel hvis jeg selv skal. Men jeg gider sgu ikke hjemmehjælp for jeg er ikke gammel :D

Jeg drømmer om at kunne rejse, måske tage et halvt år på interrail efter min uddannelse, men jeg ved ikke hvordan. Det kræver jo at den/dem jeg rejser med kan støtte mig og at de finder sig i at jeg går langsomt. Jeg synes ikke at jeg kender nogen så godt og jeg er ret ensom selvom jeg snakker med mange hver dag. Jeg er ikke så god til at åbne op og stole på andre. Jeg synes at klasseturen er en slags chance for at få venner så jeg er også bange for at gå glip af det hele hvis jeg ikke tar med. Min familie er der ikke rigtig. Der er kun min bror, men der er altid problemer. Jeg har ikke rigtig nogen jeg kan spørge om råd.

Jeg ved godt at jeg er forvirret, men jeg håber I har nogle råd.

Synes I at jeg skal blive hjemme og glo netflix i en hel uge eller hvad?

Svar:

Kære du,

Tak for dit brev! Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært at finde ud af hvad du skal gøre. Skal du tage med påklasseturen, og risikere at blive glemt, eller skal du blive hjemme og gå glip af turen?

Du skriver, at du let bliver svimmel og ofte har brug for en at støtte dig til, men er i tvivl om, om du kan tillade dig at forlange af nogen af dem du går i klasse med, at de skal støtte dig, når du bliver svimmel. Man kan gøre sig rigtig mange tanker om, hvad man måske, måske ikke kan tillade sig at spørge andre om, og kan få spundet sig selv ind i lange tankestrømme, som man ikke bliver ret meget klogere af. Jeg tror det bedste du kan gøre, for at blive klogere er at tale med de andre, der skal med på turen. Tal med dem om, hvad de ville synes om muligvis at skulle hjælpe og støtte dig ind i mellem på turen. Hvis du fornemmer, at stemningen er positiv, kan I måske lave en løsning, hvor dem, der skal med, kan skiftes til at være den, der "er den". Hvis du fornemmer stemningen er negativ må du overveje, om du vil satse og tage af sted alligevel, om du vil prøve at finde alternative løsninger eller om du vil opgive med det samme.

Ud fra det du skriver, lyder det til, at du ville være ærgerlig over, at gå glip af turen. Og jeg synes bestemt også, at det ville være ærgerligt for dig. For som du skriver, så har den slags ture en enorm "ryste sammen"-effekt. Og man kan derfor gå glip af rigtig meget socialt, hvis man ikke kommer med.

Mit bud er, at de andre også gerne vil have dig med, og derfor tænker jeg, at det kan være en rigtig god idé for dig at undersøge hvilke muligheder, der er for at komme med,og hvilke foranstaltninger det vil kræve. Måske kan det også være en hjælp for dig at snakke med de andre om, at du gerne vil med, men er bange for at være en byrde for dem. Det giver dig en mulighed for at vejre stemningen og mærke, hvordan det føles i dig, når de svarer som de gør.

Ud fra det du skriver, lyder det til, at du rigtig gerne vil med på turen, og at det, der primært holder dig tilbage, er frygten for at være en byrde for de andre, så de ikke kan nyde turen, og gøre hvad de vil. Jeg tror ikke, at den frygt går væk medmindre du taler med de andre om det, og derfor vil jeg opfordre dig til at gøre netop det - at tale.

Jeg håber du kan bruge mit svar og finder en god løsning, så du kan komme med på turen.

Mange hilsner,

Stine