Stress?

brevkassespørgsmål

Stress?

brevkassespørgsmål af
A
16 år
Oprettet 2 år 11 måneder siden

Hej!

Eksamener er begyndt, og vi har bare fået så meget for, at jeg føler jeg ikke kan overskue det. Altså jeg tror godt jeg godt kan klare det, men det ville betyde jeg skal være oppe til 2-3 om natten, som jeg har gjort de seneste mange uger faktisk. 

Har hele tiden den tanke i baghovedet om, "hvad nu hvis det går galt, hvad nu hvis jeg stopper eller går blank? Hvad hvis jeg i værste fælde besvimer? Eller siger/gør noget pinligt?" De kommer hele tiden, og kan ikke slippe af med dem. Der kommer hele tiden et nyt problem i mit hovede, som jeg så prøver på at løse, hvis det nu skulle ske. Dog, kommer der flere og flere, at det bliver svært at "løse" dem og bliver helt nervøs. 

Hvad kan jeg gøre for at blive mindre nervøs omkring eksamen? Har jo aldrig været til en før, så det jo nok forståeligt at jeg er nervøs, da jeg ikke ved hvad jeg skal forvente. Men alligevel..

Mvh. A

Svar: 

Hej A

Hvor er det godt, at du skriver ind i brevkassen og beder om hjælp. Mange unge vil kunne nikke genkendende til de følelser, du beskriver i forhold til eksamen og tiden op til. Eksamenstiden kan være en intens tid, hvor man arbejder hårdt med at forberede sig. Dog er det vigtigt, at det også bliver en tid, hvor man passer på sig selv og laver noget andet ind imellem. Med andre ord er det vigtigt, at man ligesom i sport, husker at restituere ind imellem. 

Du fortæller, at du er nødt til at være oppe til kl 2-3 om natten, for at du kan nå det hele. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du passer på dig selv i eksamensperioden. Derfor kan det være en god idé, at du laver et "skoleskema" derhjemme. I skemaet skriver du ind, hvad du skal nå i løbet af dagen. Når du laver skemaet, er det vigtigt, at du prioriterer de vigtigste opgaver. Op til eksamen kan der være mange ting, man gerne vil nå, og derfor er det vigtigt, at du prioriterer og tager det vigtigste først. Når du planlægger dine dage, er det vigtigt, at du sørger for at holde nogle pauser, hvor du får noget at spise, kommer ud i den friske luft og tænker på noget andet end eksamen. Pauserne er vigtige, da du skal have mulighed for at koble af i løbet af dagen, og ofte kommer de gode idéer faktisk i pauserne.

Jeg kan godt forstå, at det kan virke stort og grænseoverskridende at skulle til eksamen for første gang. Du har sikkert hørt en masse historier både gode og dårlige om eksamen. Det er helt normalt at blive nervøs op til en eksamen. Samtidig fortæller du, at det er første gang, at du skal prøve det. Når man skal gøre noget for første gang, kan man godt blive ekstra nervøs, fordi man ikke ved, hvad man skal forvente. Nogle gange kan det hjælpe at tænke tilbage på alle de ting, man har klaret for første gang. Prøv at tænke tilbage på alle de ting, du har klaret. Et eksempel kan være, da du startede i skole. Dengang klarede du at møde en masse nye klassekammerater og lærte at gå i skole. Det var et virkelig stort spring, du tog dengang, men du klarede det. Måske kan det også hjælpe at tænke på, hvad du har gjort for at klare forskellige ting. Det kan være, du kan bruge nogle af "værktøjerne".
En anden strategi, som måske kan hjælpe på din nervøsistet, er at visualisere, at du klarer dig godt til eksamen. Når vi forestiller os ting, kan det hjælpe os med at realisere dem i det virkelige liv. Sagt på en lidt anden måde, vil det kunne hjælpe dig med at gennemføre eksamen, hvis du allerede har forestillet dig det og set det på din indre nethinde. 

Når du fortæller om din nervøsitet for eksamen, bliver jeg nysgerrig på, om du har talt med nogen om det? Jeg er sikker på at flere af dine klassekammerater, har det på samme måde som dig. Nogle gange kan det hjælpe at snakke sammen om det. Måske kan I dele erfaringer og tips og tricks inden eksamen og på den måde støtte hinanden. Det kan også hjælpe bare at gå en tur med en god ven og snakke om en masse andre ting.

En anden person, du også kan tale med, er din lærer. Din lærer vil dig formentlig alt det bedste og er højst sandsynligt interesseret i at støtte dig bedst muligt. For nogle kan det hjælpe at fortælle læreren om sin nervøsitet. På den måde har læreren mulighed for at hjælpe dig bedst muligt igennem eksamen. 

Til sidst vil jeg minde dig om, at hvis din eksamenskarakter er lavere end din årskarakter, så er det årskarakteren, som tæller. Måske kan det give dig en smule ro at vide det.

Jeg håber, at du får en god eksamensperiode, og at du får "restitueret" ind imellem.

De bedste hilsner Emma

 

emilieSTOPPETs billede
Emma fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program