Sex og Forhold

brevkassespørgsmål

Sex og Forhold

brevkassespørgsmål af
Malou
18 år
Oprettet 2 år 3 måneder siden

Hej Brevkasse Jeg har for nyligt fundet ud af at jeg er på spektrummet for asexualitet. For selvom jeg synes folk kan være vildt lækre har jeg overhovedet ingen lyst til noget sexuelt med nogen som helst. Det er som om at lige så snart nogen også er sexuelt tiltrukket af mig så stopper jeg selv med at være sexuelt tiltrukket af dem. Problemet er at min kæreste ofte har rigtig meget lyst til sex. Både fordi han synes det er rart men også fordi det er så intimt. Jeg har bare ikke rigtig lyst til sex. Jeg har heller ikke lyst til sådan at ligge og kysse. Jeg har faktisk bare allermest lyst til at ligge sammen med ham og måske se film eller bare snakke. For mig er det intimt bare at ligge der og bare være sammen. Jeg ved bare ikke helt hvad jeg gør med det der sex noget. Jeg ved at sex er rigtig vigtigt for ham men stod det til mig ville jeg nok aldrig have sex igen. Jeg ved bare ikke om min kæreste ville kunne være i et forhold uden sex eller uden noget der kan betragtes som sexuelt overhovedet. Jeg er bange for at han ikke kan være i et forhold med mig hvis han nu fx aldrig kan have sex igen. Vi har snakket lidt om det men vi kom vist ikke helt til en konklusion andet end at han gerne vil have sex måske ikke hver gang vi ses men bare nogen af gangene. Hvad kan jeg gøre?

Svar: 

Kære Malou

Det er super godt at du skriver herind, for det lyder til at det er noget der fylder meget for dig, det med at have en følelse af at være aseksuel - eller være på spektrummet for aseksualitet, som du beskriver det. Jeg synes du er god til at beskrive hvordan du føler og det lyder til at du er meget afklaret med, hvordan du har det med sex og intimitet. 

Selvom du lyder til at være meget afklaret med, at du er aseksuel, så vil jeg alligevel lige nævne, at der også kan være andre årsager til, at man ikke er interesseret i sex. Sexlysten og tanken om sex kan eksempelvis også blive påvirket af oplevelser man har haft tidligere i livet - hvis man har haft nogle ubehagelige oplevelser (særligt hvis disse oplevelser har været knyttet til det seksuelle eller intimitet), så kan man godt reagere ved, at man ikke er interesseret i sex eller føler direkte afsky ved sex. Derudover er der også nogle der er lidt længere om at begynde at interessere sig for sex end gennemsnittet, men det er nok mere hvis du var lidt yngre, at jeg tænker det kunne være aktuelt.

Jeg kan godt forstå at det går dig på, at du og din kæreste ikke er helt det samme sted, i jeres lyst til sex, kysseri osv. Det er en svær situation at stå i, fordi at du enten kan vælge at "føje" din kæreste og have sex med ham, selvom du i bund og grund ikke rigtig har lyst til det - eller du kan vælge at snakke med ham om det og fortælle ham, at du ikke er interesseret i sex og derfor ikke kan have sex med ham. Jeg kan ikke afgøre, hvad der er den rigtige løsning for dig, men hvis jeg skal komme med mit synspunkt, så synes jeg ikke at du skal gøre noget du ikke har lyst til og føler for.

Jeg tror, at det er vigtigt at du tager en snak med din kæreste og fortæller ham ærligt om, hvordan du har det med sex og intimitet. Jeg synes at de tanker og følelser du har beskrevet i det her brev, er et godt udgangspunkt for snakken med din kæreste. Det er vigtigt at han ved hvordan du har det og at han ved, at det ikke har noget med ham at gøre. Du skriver at I allerede har snakket lidt om det, men ikke rigtig er nået til en form for enighed eller konklusion. Det er godt at I har fået åbnet lidt op for snakken, men jeg synes det er vigtigt at I fortsætter den, så I får talt helt åbent om hvordan I hver især har det og så I når frem til noget, som gør at ingen af jer ender med at gøre noget, som føles ubehageligt eller grænseoverskridende.

Jeg håber du kan bruge mit svar og så håber jeg, at du og din kæreste når frem til en god løsning på det hele.

Husk at du altid kan skrive herind igen, hvis der skulle opstå andre spørgsmål.

Mange hilsner Freja

Frejas billede
Freja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program