Overtænkning

brevkassespørgsmål

Overtænkning

brevkassespørgsmål af
Clara
20 år
Oprettet 1 år 10 måneder siden

Hej Jeg er en pige på 20 år. Jeg har et problem med rigtig nemt at overtænke, blive jaloux og være bange for at min kæreste finder en der bedre end mig, eller synes en anden pige er smukkere end mig. Overtænkning er begyndt at blive rigtig slemt på det sidste. Jeg har et par gange oplevet min kæreste lyve om et par ting. Blandt andet havde vi snakket om, om han ville være sød at lade vær med at se porno fordi det gør mig rigtig usikker og jaloux. Han lovede han ikke ville gøre det igen, men har set det flere gange igen. Vi aftalte blandt andet også ikke at begynde at fælge nye piger på Instagram, hvilken han også har gjort flere gange. Jeg ved ikke om jeg begynder at overtænke mere, efter jeg har opdaget ham i at lyve en del gange. Jeg følte ikke det var så slemt engang. Det er blevet så slemt at jeg har svært ved at han skal tage er bad alene, fordi jeg er bange for at han ser porno derinde, jeg er bange for at hvis han er lang tid på toilettet, at han så ser porno. Hvis han sidder og smiler ned i sin telefon er jer bange for at han sidder og kigger på flotte piger. Når vi går på Strøget sammen kan jeg finde på at trække ham over på den anden side af gågaden hvis der går en meget flot pige foran os. Når han sover kan jeg finde på at tjekke hans telefon og hans historik, fordi jeg er bange for at der ligger noget på den. Fordi jeg netop overtænker og bliver usikker på mig selv. Jeg kan mærke at det virkelig ødelægger mig selv og mit humør, og ikke mindst mit kærestes og jegs forhold. Han kan slet ikke forstå mig når jeg overtænker og måden jeg reagere på til tider. Lige nu er vi på ferie i Grækenland med hans fam og hans søsters veninde. Jeg kan finde på at blive jaloux hvis han siger at noget hans søsters veninde sagde, var sjovt. Konklusionen er bare at jeg føler at det er blevet SÅ slemt og jeg snart ikke kan holde ud at være i mit eget hovede længere. Altså jeg går ikke 2 timer uden at have haft negative tanker/overtænke. Føler virkelig det tager overhånd og jeg har brug for at få noget hjælp. Mvh Pige på 20 år

Svar: 

Kære Clara

Først og fremmest tak for dit brev. Det lyder enormt svært at overtænkning og jalousi fylder så meget for dig. Jeg vil forsøge at komme med mine tanker i forhold til din situation, og så håber jeg, du kan bruge dem. 

Jeg hæfter mig ved nogle forskellige ting i dit brev. Det første jeg hæfter mig ved er, at du skriver, at din kæreste ikke kan forstå dig, eller den måde, du til tider reagerer på, når du overtænker. Jeg forestiller mig, det må være vildt frustrerende for dig, at han ikke forstår dig, netop i de situationer, hvor du har det sværest med det her problem. Men på samme tid, tænker jeg også, at det giver ret god mening, at han har svært ved at forstå dig i situationen. Når man overtænker, kører man typisk i tankespor, som er meget indforståede for én selv. Derfor kan det være, at han har svært ved at forstå dig, fordi alt det bagvedliggende, der gør, at du handler netop sådan som du gør i den specifikke situation, ikke bliver forklaret. En måde at fremme din kærestes forståelse for din overtænkning kunne være at tale om det i “fredstid”. Dvs. at I sætter jer ned på et tidspunkt, hvor I begge har overskud, og hvor du ikke overtænker eller føler dig jaloux. I sådan en fredelig situation er det typisk nemmere at forklare sit perspektiv, og det er også typisk nemmere for den anden at forstå og spørge ind på en god måde. 

Noget andet jeg hæfter mig ved er, at du skriver, at han har løjet om et par ting. Jeg kan godt forstå, det gør dig usikker, når han bryder et løfte. Det er aldrig fedt at føle tvivl ved, om man kan stole på nogen, der er så tæt på. Her tænker jeg i tråd med mit første råd også at åben og ærlig samtale kunne hjælpe. Måske det vil hjælpe dig at forklare din kæreste, hvorfor det gør dig usikker, når han lover ting, han ikke kan holde. Og mindst ligeså vigtigt vil jeg anbefale dig at spørge ind til grunden til, at han lovede ikke at se porno og følge piger på instagram. Her er det igen vigtigt at tage samtalen i fredstid. Nogle eksempler på spørgsmål kunne være: “Hvordan kan det være, at du aftalte med mig, at du ikke ville se porno/følge nye piger på instagram?” og “Hvordan kan det være, at du brød aftalen?”. Derved får du muligheden for at forstå hans side af sagen, hvilket jeg tror er super vigtigt. 

Derudover mener jeg, det kan være relevant for dig at reflektere mere over det du skriver med, at din overtænkning og jalousi er blevet værre i løbet af jeres forhold. Hvis din kæreste gør ting i jeres forhold, der gør dig så usikker, at du “snart ikke kan holde ud at være i dit eget hovede længere”, tænker jeg, det er værd at overveje, om du ville få det bedre i dig selv, hvis du fik en pause fra forholdet. Jeg siger ikke, det nødvendigvis er det, der skal ske. Men jeg synes det er værd at overveje. Forholdet skal ikke bestå på bekostning af dig. 

Det sidste jeg får lyst til at gribe fat i, når jeg læser dit brev, er det du skriver med, at du kan finde på at tjekke hans telefon, når han sover. Det er ikke lovligt at åbne andres telefoner uden deres tilladelse. Jeg forstår, at overtænkningen og jalousien gør dig helt utroligt usikker og at det måske ikke er noget, du som sådan har lyst til at gøre. Men uanset hvad så er det ikke tilladt at tjekke sin kærestes telefon. Det bryder både den reelle lov, men det bryder også det tillidsbånd, som I har mellem jer. Det er det bånd, som du giver udtryk for, at du ville ønske din kæreste ville respektere ved ikke at bryde jeres aftaler. Så er det også virkelig vigtigt, at du selv respekterer båndet ved ikke at tjekke hans telefon uden lov. 

Så for at opsummere: Det kan være en hjælp for jer at tale om tingene i fredstid. Både bevæggrundene for dine handlinger, når du er jaloux og overtænkende, men også de tanker og følelser, der lægger bag din kærestes brug af porno og instagram. Desuden er det måske værd at overveje, om det ville gavne dig og jer med en pause fra hinanden. Derved kan du for eksempel få mulighed for at arbejde med din jalousi alene uden at skulle forholde dig direkte til, hvad han foretager sig hele tiden. 

Slutteligt vil jeg sige, at det kan være, du efter mit svar stadig føler et behov for yderligere hjælp. I så fald skal du være velkommen til at kontakte vores sms-rådgivning. Der findes også diverse andre tilbud, både online og fysisk, nogle af hvilke du kan finde ved at søge i Rådgivningsportalen. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig og din kæreste det allerbedste. 

Venligste hilsner fra

Karoline 

KarolineSs billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program