Da toget kører ind på stationen i Viborg, står hendes mor og Martin allerede og venter på hende. De skal ind for at besøge ham. Hun samler sin taske op fra sædet ved siden af og kaster den over skulderen. Da hun kommer ud på perronen, får de begge et langt knus. Hun har savnet dem. Det er så ensomt i Århus, det kan hun mærke nu. I den her tid har hun brug for at være tæt på dem. 

”Er du klar?” spørger Martin omme fra forsædet. 

”Det tror jeg nok.” Saga kigger på sin bror og smiler. 

”Jeg er glad for, at vi kan gøre det sammen, Martin.” Han nikker og smiler tilbage. 

”Selvfølgelig. Han er jo min far.” Så åbner han bildøren og stiger ud. Han finder en pakke i jakkelommen og tænder en cigaret. 

”Er du okay, Saga?” Hendes mor vender sig om mod hende på bagsædet.  

”Jeg er så ked af det på jeres vegne. Men hvor er jeg stolt af, at I klarer det hele så flot.” Hun smiler til sin datter og klemmer hendes hånd. 

”Ja, det er okay, mor. Det er bare sådan, det er lige nu. Det skal nok gå.” Hun klemmer sin mors hånd tilbage og bukker sig ind mod hende og giver hende et kys. 

”Er du ok med at side herude?” Saga kigger på sin mor. Hun ser træt og bekymret ud. 

”Ja, jeg har min bog med, så jeg kan bare sidde og læse lidt.” Hun smiler og forsøger at skjule trætheden. 

”Medmindre at I gerne vil have, at jeg går med ind?” skynder hun sig at tilføje og er klar til at træde ud af bilen med det samme. 

”Nej, ellers tak, mor. Det er nok bedst, at du venter her. Gad vide, hvad far ville sige, hvis du pludselig også stod der?” De smiler begge to, og så går Saga ud til sin bror, der er ved at slukke cigaretten med snuden af sin sko. 

Inde i receptionen sidder en mand fra personalet og taster noget ind på en computer. 

”Hej. Vi skal besøge vores far, Lars Egebæk.” Saga går frem og rækker en hånd indover skranken. Manden rejser sig og trykker Sagas hånd. 

”Hej med jer. Ja, han har det jo altså ikke for godt. Vi kan ikke rigtig få hverken vådt eller tørt i ham, så hvis I kan tale lidt med ham og måske få ham til at drikke den her?” Han rækker dem en Nutridrink med vaniljesmag. 

”Øh... Ja, vi kan da prøve,” siger Saga og smiler forsigtigt til manden, der går forbi og vinker med hånden for at få dem til at følge med. Han stopper op foran en dør og banker på. 

”Hej, Lars. Dine børn er her for at besøge dig.” Manden åbner døren op til et lille smalt værelse med et bord, en seng og et lille badeværelse med toilet. Saga og Martin stivner begge, da der ser deres far i det, der synes at være en alt for stor seng til sådan en lille mand. Han reagerer ikke på, at de træder ind i værelset. 

”Kald på mig, hvis der er noget, I får brug for.” Manden lukker døren bag dem, og der er helt stille i det lille værelse. På det lille bord står der en tallerken med en indtørret ostemad. Saga går hen og sætter sig på sengekanten, mærker på hendes fars pande og kinder. Han er varm og fugtig. Hun klemmer hans arme for at få ham til at vågne op. Han åbner sine øjne, der er helt gule, der hvor det plejer at være hvidt. Han siger ikke noget til dem. Det kan han ikke. De siger heller ikke noget til ham, for de har ingen ord for det syn, der har mødt dem. Hans hud er mørkegul, og han er sunket ind og ligner mest af alt en gammel mand. Hele hans ansigt hænger i folder, og hans øjne er døde. Hans hår er fedtet og stritter i alle retninger. Hans skæg er usoigneret, og hans negle er lange og gule. Aldrig har han set så dårlig ud, som han gør lige nu. Sagas øjne fyldes med tårer. Hun ignorerer trangen til at kaste sig i armene på ham og ruske ham for at få ham til at live op igen. Langsomt forsøger han med den ene arm at skubbe sig op, så han kan komme op at sidde ved siden af hende. Men hans kræfter er hørt op. Han falder ned på puden igen. Saga holder om ham med begge hænder og hjælper ham op at sidde. Hun støtter ham, imens han kommer lidt mere til sig selv. Saga og Martin sidder som forstenet. Deres blikke møder hinanden, og de kan se, at de begge tænker det samme. De er chokeret og er begge bange for det, de ser. Lige meget hvor vred Martin indimellem har været på sin far grundet de valg, han har gjort i sit liv, så er han knust over at se sin far i den tilstand. 

”Far?” Sagas stemmer knækker, da hun åbner munden. 

... Fortsættes...