”Det her går ikke mere, far.” Hun lader en tåre løbe ned over sit ansigt, men tørrer den hurtigt væk. De sidder alle tre i stilhed. Saga tager sig sammen og finder Nutridrinken frem. 

”Det vil gøre dig godt, far, hvis du drikker lidt af den her.” Hun rækker ham den med rystende hænder. Han tager imod den, men har svært ved at holde balancen, så Saga strammer grebet om ham. Den er umulig for ham at åbne. Han har ingen kræfter tilbage. 

”Her. Lad mig,” siger Martin og rækker ud efter drikken. Han skruer med at fast greb låget af og rækker den tilbage til sin far, der langsomt får fat i den og med den ene arm forsøger at få den op til munden, men der er for langt. Kræfterne i hans arme er forsvundet, så Saga hjælper ham. Han får en tår i munden og forsøger at synke den, men det meste ryger ud af mundvigen. Han forsøger igen, men det lykkedes ikke. Martin rækker Saga et stykke brugt køkkenrulle fra bordet. Hun holder det oppe under hans mund, imens han igen forsøger at drikke fra Nutridrinken. På den måde får han drukket et par slurke, og så fjerner han sit hoved for at vise hende, at han ikke vil have mere af den. Han puster et tungt suk ud og sidder med bøjet hoved. 

”Det er noget lort det her,” siger han. 

Nu har Martin fået nok. Han kan ikke holde det inde mere. Det gør for ondt at se ham på den her måde. 

”Kan du ikke selv se det, far?” Deres far løfter hovedet og kigger afventende på ham.
”Du dør af det her, far!” Martins ansigt er alvorligt, og hans øjnene borer sig ind i sin fars. 

”Er du dum eller hvad?” vrænger deres far og kigger på Martin med stirrende øjne. Så gør han tegn til, at han vil ned at ligge igen. Saga sender et hurtigt blik til Martin som for at fortælle ham, at han ikke mener det på den måde, at det er fordi, han godt selv ved, hvad der er ved at ske. Men han kan ikke indrømme det overfor sine børn, ikke engang sig selv. Martin nikker til hende. Han forstår det godt, men indeni er han ved at eksplodere, både af vrede og af sorg. Saga hjælper sin far med at komme ned at ligge igen. 

”Far, jeg kan se, at du er meget træt, så vi vil lade dig sove.” Hun aer ham stille over kinden og trykker hans hånd for at få ham til at reagere. 

”Jeg elsker dig, far! Husk, at vi er her for dig. Du kan godt komme igennem det.” Hun klemmer hans hånd for at få en reaktion. Han klemmer lidt igen. 

”Vi kommer og besøger dig på fredag. Det er allerede om to dage.” Hun bukker sig indover ham og kysser ham. Skæget kradser hendes kinder, og han lugter af sygdom, men hun er ligeglad, for det er hendes far. Saga træder tilbage og går hen til døren. Martin går over til sengen og tager sin fars hånd. Han ser bekymret på ham og løfter sin fars hånd op til sit bryst. 

”Far, pas nu godt på dig selv! Vi ses snart.” Martin bukker sig ned og kysser sin far på kinden. Hans far klemmer hans hånd tilbage, og så falder han i søvn igen. 

Det er så svært at gå fra ham. Nu skal hun med toget tilbage til Århus, men inde i hendes hoved giver det ingen mening. Til hvilken nytte? Det eneste, hun tænker på, er hendes far. Hun lever lige nu et liv, hvor hun konstant går ved siden af sig selv. Hun mærker ikke længere noget. Hun er bare en tom skal. Hvordan skal det her ende? Det kender hun svaret på. Men hun er bange for, hvordan det vil ske. Og mest af alt er hun bange for, at han skal dø alene. Hun vil være hos ham. Hun vil være hos ham for altid. 

... Fortsættes...