Sex med kæreste

brevkassespørgsmål

Sex med kæreste

brevkassespørgsmål af
Preben
16 år
Oprettet 9 måneder 3 uger siden

Hej cyberhus. Min kæreste og jeg har forsøgt at have sex flere gange, men er ikke lykkedes nogle af gangene. Kort sagt er hun meget stram i underlivet, og det umiddelbart et lille problem som bare begynder at fylde mere og mere. Min kæreste er selv jomfru, og jeg føler selv at vi har prøvet alt. Jeg har forsøgt at "udvide" hende med at give finger mange gange, og vi har også forsøgt med glidecreme imens hun var opstemt. Det nytter altså bare ikke. Jeg er godt klar over at alle er forskellige dernede, men jeg syntes ærlig talt at hun virker unaturlig stram. Hun er ikke lyst til at gå til lægen. Hvad kan vi gøre herfra? På forhånd tak :)

Svar: 

Tak for dit spørgsmål :)

Jeg forstår godt at det fylder meget. Sex skal jo gerne være rart for jer begge to og noget I kan nyde.

Det lyder til at I har gjort mange af de rigtige ting med at udvide med fingrene og at bruge glidecreme.

Når kvinden bliver opstemt vil skeden helt naturligt også udvide sig, og det er derfor vigtigt at give sig god tid med forspil osv, så hun bliver våd forneden og udvider sig inden du trænger op i hende.

Tal også gerne med hende om hvad der tænder hende og hvad hun kan lide du gør, så du kan hjælpe hende til at blive opstemt.

Det kan også være I skal eksperimentere med forskellige stillinger. Måske kan I finde en stilling hvor det gør mindre ondt. Måske kan det hjælpe at hun er øverst, så hun helt selv kan bestemme tempoet.

Lige ved åbningen af skeden sidder en slimhindefold (det som også bliver kaldt jomfruhinden, men som ikke er en rigtig "hinde") som bliver mere elastisk og eftergivelig, når kvinder bliver kønsmodne. Hvis din kæreste har samme alder som dig, eller yngre, kan det være hendes slimhindefold fortsat er stram og ikke så elastisk, og det kan måske også være en del af forklaringen.

Endelig kan hun også helt ubevidst komme til at spænde op i muskulaturen i underlivet, fordi hun måske bliver nervøs for at det kan gør ondt, og fordi det fylder meget hos jer begge. Og den slags spændinger kan også gøre at det hele bliver mere stramt dernede. Det kaldes også for "vaginisme" hvis det er et langvarigt problem.

Du skriver ikke noget om, at hun klager over det gør ondt, men det kunne man godt forestille sig, hvis det er "for stramt" dernede. Det er slet ikke unormalt, hvis man er jomfru, at man frygter det gør ondt, og derfor ubevidst spænder om. Det sker for mange piger. Det er derfor rigtig vigtigt, at I taler om det, og du evt. spørger ind til om det gør ondt, og gør det klart at hun bare skal sige til hvis det gør ondt.

Man kan også købe dildoer i mindre størrelser, som er mindre end din penis fx, så I starter med at føre sådan en op for langsomt at udvide skeden uden det giver ømhed dernede. Så kan man evt. gradvist gå op i størrelse. På den måde kan I også lege lidt med det seksuelle og finde ud af hvad hun kan lide og måske derved gøre det til en mere "afslappende" oplevelse for jer begge uden forventningspres.

Måske er grunden til at hun ikke vil gå til lægen, at hun frygter en gynækologisk undersøgelse, hvis hun aldrig har prøvet det før. Hendes egen læge kan evt. henvise hende til en gynækolog, som er en læge, der er ekspert i kvinders underliv, og eksperter i at lave gynækologiske undersøgelser (dvs. de kan gøre det meget skånsomt), som kan undersøge hendes underliv for at vurdere om det skyldes den stramme slimhindefold eller andet, og evt. give hende udspændingsøvelser, hvis der er tale om muskelspændinger.

Der findes også uroterapeuter, som er fysioterapeuter med særlig viden om underlivet, som sikkert også kan være behjælpelige med gode råd. I kan google om der er en i nærheden af jer :)

Jeg håber svaret kan hjælpe jer begge to :) Sommerhilsener fra Eva, læge

EvaRs billede
Eva fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program