Loot boxes: leg eller gambling?

blogindlæg

Loot boxes: leg eller gambling?

Skrevet af
Netliv
Oprettet 4 måneder 2 uger siden

Hvis du gamer, så er du nok stødt på loot boxes. Loot boxes er digitale skattekister, der kan bestå af tilfældige spilfigurer, skins eller andet tilbehør. Når vi gamer får vi måske en loot box, hvis vi spiller særligt godt i en kamp eller hvis vi slår en svær boss, men de fleste kender dog nok loot boxes som noget, man kan købe. Og det er lige præcis den slags loot boxes, vi skal være særlige opmærksomme på. De er nemlig en form for pengespil, altså gambling, skjult i et computerspil, og det er ikke nødvendigvis helt godt, som vi vil forklare i indlægget her.

Hjernen elsker tilfældigheder og at lære

Når vi køber en loot box, så er det groft sagt det samme som at købe et skrabelod. Vi ved nemlig ikke, om vi overhovedet får noget, der har samme værdi, som det vi betalte for loot boxen. Fra et økonomisk perspektiv, så giver det ikke ret god mening at købe den ene loot box efter den anden, fordi man typisk ikke vil få noget af samme værdi, som det man har brugt på at købe det, men nogen kommer ofte til at gøre det alligevel. Hvorfor?

Loot boxes, og gambling generelt, er designet til at tænde for et system i hjernen, som vi ikke har kontrol over: belønningssystemet. Måske har du hørt om, at belønningssystemet i hjernen aktiveres, når vi får en belønning - noget vi godt kan lide, men det er faktisk ikke helt rigtigt. Vores belønningssystem bliver aktiveret, når vi får en belønning, vi ikke havde regnet med at få. Det var rigtig smart, da vi for mange, mange år siden skulle overleve i en barsk verden ved at jage eller lede efter mad i naturen. Når vi tilfældigvis faldt over nogle rigtig gode bær eller et spiseligt dyr, vi ikke havde set før, så belønnede vores hjerne os. Den siger “Hov! Det var godt, det du gjorde - gør det igen!”. På den måde lærte vi, at her var der noget, der kunne hjælpe os med at overleve, så det må vi hellere blive ved med at gøre. 

Vi har ikke behov for at lære at overleve på samme måde mere, men hjernen lader sig altså nemt snyde på det punkt. Når vi køber og åbner en loot box, så tror hjernen faktisk, at her er måske noget virkelig værdifuldt, der hjælper os med at overleve. Selv når vi åbner loot boxen og det der super sjældne skin, som vi virkelig gerne vil have, ikke lå i den, så tænker hjernen stadig “måske er den der næste gang - gør det igen!”. 

Den del af hjernen, der skal styre vores lyst til hurtigt at købe en loot box mere, er ikke udviklet før i midten af 20’erne. Selv for voksne, hvis hjerner er fuldt udviklede, kan det være svært at styre, når man først kommer rigtig godt i gang med gambling, som altså også gælder loot boxe, man kan købe. Det er derfor, man kalder sådan noget som pengespil og gambling for vanedannende - det bliver en automatisk, uovervejet handling, som er svær at ændre. Så der er altså god grund til, at det er forbudt for børn og unge at gamble, som for eksempel at oddse på esport, fodbold eller håndbold, købe Eurojackpot eller gå på online casino.

Jeg har allerede købt loot boxes - er jeg så afhængig?

Man bliver ikke bare sådan lige afhængig, så sænk bare skuldrene. Men der er ting, du kan gøre for at passe på dig selv og dine venner. 

  1. Hvis du og dine venner køber loot boxes, så prøv at tænk over hvorfor. Køber du dem kun fordi dine venner gør? Er det noget, I gør hver gang I gamer sammen? Fylder det mere og mere, og fylder det mere end gaming? Noget af det vigtigste, når man forebygger dårlige vaner, er, at man bliver bevidst om, hvorfor man gør som man gør. Det er måske en overvejelse værd, om det overhovedet er noget, I skal bruge penge på. Loot boxes er ikke ulovlige, men det er gambling generelt - og med god grund.

  2. Hvis du vil købe loot boxes, så sæt en grænse for, hvor meget, du vil bruge om måneden. Du kan eventuelt lave aftalen med dine forældre, hvis det er dine lommepenge, du bruger. Det handler dybest om at gøre det svært for dig selv at bruge penge, især at bruge flere penge end du har planlagt, uden at tænke over det. 

  3. Hvis du synes, du bruger for mange penge på loot boxes, men har svært ved at stoppe, så gå til en voksen, du stoler på. Det er et svært problem at stå med alene, og måske føler du skyld og skam over, at det er svært for en at stoppe med at bruge penge, men her er det vigtigt at få hjælp til at få kontrollen tilbage. Hvis du ikke synes du har en voksen at tale med, så kan du fx også bruge os  her på Cyberhus, hvis du føler, du er på dybt vand. 

Generelt er vores råd at lade være med at bruge penge på loot boxe, men vi løfter ikke pegefingeren, hvis du gør. Hvis du bliver utryg eller kan se, at du bliver ved med at bruge flere penge end du havde planlagt, så ræk ud. 

Hvad synes I om loot boxes? Er I overraskede over, at de kan være vanedannende? Vi hører som altid gerne fra jer. 

Mange cyberkram fra Netlivsbloggen 🤗

Billede af: valadzionak volha on Freepik

Kommentarer

Billede af: valadzionak volha on freepik. Hvad sker der lige for det? 🤣

27

Godt spottet. Det er hjemmesiden, hvorfra vi har hentet billedet mod fotokreditering af fotografen ved brug :)
/Netlivsbloggen

28

Jeg har brugt rigtig mange af mine lommepenge på det og mine forældre ved det ikke. Hvordan får jeg lige fortalt dem det. De bliver helt sikkert sure på mig og i værste fald lukke de ned for min konto. Det vil være det værste.

28

Hej med dig. Det kan jeg sagtens forstå er en rigtig svær situation at stå i! Selvom det er svært, så er det vigtigt at få snakket med dine forældre om det, så du ikke ender med at bruge for mange penge, eller penge, du ikke har, og samtidig går rundt og føler skyld og skam over at holde det skjult for dine forældre. For mange forældre er det svært at forstå, hvorfor man bruger penge på det og hvilken værdi det har for en. Nu ved jeg ikke, hvilke spil, du har brugt penge i og om du faktisk har fået noget for de penge, du har brugt. Men ærlighed plejer at være den bedste vej. Du kan fx fortælle dem, at det er svært for dig at fortælle, men du har brug for deres hjælp og forståelse ikke mindst. Prøv at fortæl, hvorfor du har brugt pengene og til hvad, og hvad det betyder for dig. Det kan være godt at bruge en sammenligning de forstår, fx at det svarer til tilbehør til en hvilken som helst anden sportsgren. Og så fortæl, at du er kommet til at bruge flere penge end du havde tænkt, og du godt ved at det ikke var det bedste at gøre, og måske selv foreslå en aftale med dem. Måske de vil reagere mærkeligt eller ikke forstå det til at starte med, men når de har tænkt over det, kan I forhåbentlig have snakke om, hvad det betyder for dig at spille det/de spil, du gør, og I kan fx aftale, at du ikke bruger penge uden at de er inde over.

Jeg håber, du finder mod til at snakke med dine forældre, og at I får en god snak om det.

/Netlivsbloggen

21

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program